Spring menu over

Her på siden svarer vi på nogle af de spørgsmål, der kan dukke op i forbindelse med byggeriet af den nye Grønnevang Skole, afd. Jespervej.

Listen med spørgsmål og svar vil løbende blive udbygget efterhånden, som projektet skrider frem.  

Spørgsmål og svar

Vi forventer at opførelsen af den nye skole begynder i første kvartal 2028 og kan tages i brug i løbet af foråret 2030. Inden da skal den eksisterende skole rives ned og skolens elever og medarbejdere skal i den periode være i midlertidige pavilloner, indtil den nye skole står klar.

I forbindelse med både nedrivningen af den gamle skole og opførelsen af den midlertidige og den nye skolebygning, vil der desværre være øget tung trafik i området. Det skyldes blandt andet:

  • Bortskaffelse af materialer fra den gamle bygning
  • Levering af byggematerialer til den midlertidige skole
  • Transport af materialer til den nye skolebygning

Vi arbejder på at minimere generne og gennemfører trafikanalyser og vurderer løbende, hvilke tiltag der skal til for at sikre trafiksikkerheden og begrænse generne for beboere og trafikanter i lokalområdet.

Vi opdaterer denne side løbende med nyt om trafikale forhold, så du altid kan følge med i, hvad der sker.

 

Der skal udarbejdes en ny lokalplan for den nye Grønnevang Skole, afd. Jespervej. I lokalplanen vil der blive taget stilling til hvor mange p-pladser, der er nødvendige for at dække behovet og sikre en god trafik omkring skolen.

Hillerød Kommune er i gang med at finde den mest skånsomme måde at rive den gamle skole ned på. Vi gør os umage for, at arbejdet skal påvirke skole og nærområdet så lidt som muligt.

Vi undersøger løsninger, der kan begrænse både støv og støj fra byggepladsen, så hverdagen på og omkring skolen kan fortsætte med færrest mulige gener. Når vi har fundet de bedste løsninger, vil vi dele mere information her på siden.

Med den nye skole ønsker vi at skabe en skole i tæt samspil med byen – og som åbner sig mod lokalområdet. Den nye skole skal danne en inkluderende og bæredygtig ramme om børn- og unges liv og fællesskaber. Vi ønsker at bygge en skole i smukke, bæredygtige og langtidsholdbare materialer, hvor en stor del af materialerne er træ. 

De nye udearealer bliver lyse, grønne og åbne – designet til at skabe en naturlig forbindelse mellem skolen, byen og den omkringliggende natur. Området bliver ikke udelukkende et inspirerende uderum for skolen og eleverne, men inviterer også naboer og besøgende ind til fællesskab, leg og afslapning i grønne omgivelser.

Du kan læse mere om den nye skole under fanen ”Om den nye skole” her på siden.

Vi ønsker at opføre en bæredygtig skole og for at sikre et højt niveau af bæredygtighed, vil Hillerød Kommune certificere byggeriet efter bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld. Det betyder blandt andet et sundt indeklima, faciliteter der styrker sociale fællesskaber og robuste materialer med lang levetid.

Bæredygtighed er tænkt ind som en synlig og aktiv del af skolens hverdag – både gennem grønne udearealer med høj biodiversitet og gennem konkrete tiltag, der kan bruges i undervisningen. 

Vi arbejder målrettet på at minimere klimaaftrykket fx i byggeriets materialevalg. Det betyder brug af genanvendelige og lavemissionsmaterialer og energieffektive løsninger. Målet er at skabe en skole, der ikke bare er god for dem, der skal bruge den i dag, men også for kommende generationer. 

Opsummering fra Borgermøde om ny skole og midlertidig genhusning

Der var stor tilslutning til Borgermødet ca. 80 personer mødte frem.

Der var generelt stor ros fra de fremmødte, og de bekymringer der blev rejst, blev mødt med fyldestgørende svar. Overordnet var der en fornemmelse af, at mødet bidrog til afklaring og beroligelse i forhold til både byggeproces, genhusning og kommende skole.

Lars Elbrandt bød velkommen og fortalte bl.a. om den politiske opbakning, hvorefter projektleder og rådgiver teamet gennemgik tidsplan og status for både nedrivning, genhusning og ny skole.

Her kan du se præsentationen, der blev vist på borgermødet Borgermøde 22.01.2026

Nedenfor følger en opsamling af de stillede spørgsmål og svar.

 

Trafik, parkering og sikkerhed
Der blev stillet flere spørgsmål vedrørende trafikforhold, herunder chikaner, sikkerhed, parkering og “kiss and ride”.

Forældre opfordres til at benytte den eksisterende parkeringsplads til afsætning og gå det sidste stykke til den midlertidige skole, da der er begrænsede muligheder tæt på pavillonerne. Der vil blive etableret chikaner for at sikre, at cyklister ikke kører ud foran bilerne.

Tilkørselsveje forventes ikke at blive lukket i forbindelse med tung trafik. Naboer vil blive informeret om tidspunkterne for transport af pavilloner. Kommunen tager trafiksikkerhed meget alvorligt, og eventuelle yderligere foranstaltninger, herunder skolepatrulje, vil blive drøftet med skolen og vejafdelingen.

 

Lege- og udearealer
Der vil blive etableret legeområder i nærområdet omkring pavillonbyggeriet ved den midlertidige skole. Derudover vil de grønne områder (skoven) ved siden af kunne benyttes. Den eksisterende skole vil blive hegnet ind og vil ikke være tilgængelig.

 

Støj under byggeri
Der vil forekomme støj i byggeperioden, men ikke mere end det gældende regelsæt tillader. Støjende arbejde må kun foregå på hverdage mellem kl. 7 og 17 og skal iagttage Hillerød Kommunes forskrift for visse miljøforhold ved bygge- og anlægsarbejder, og det er ikke intentionen at søge dispensation. Den midlertidige skole placeres på boldbanen i afstand fra byggepladsen, og støjniveauet falder markant allerede 30–50 meter fra byggeriet.

 

Nedrivning og miljøfarlige stoffer
Der blev udtrykt bekymring for spredning af miljøfarlige stoffer i forbindelse med nedrivningen.

Saneringen foregår indefra, hvor materialer lægges i poser og forsegles, før de transporteres væk. Kun entreprenører med dokumenteret erfaring inden for nedrivning af bygninger med miljøfarlige stoffer kan byde på opgaven. Der vand- og sandblæses indvendigt, fuger skæres fri, og materialerne fjernes kontrolleret. Herefter vurderes bygningen som ren. Der vil blive ført løbende tilsyn.

De miljøfarlige stoffer har ikke været sundhedsskadelige for børnene i den eksisterende bygning. Risikoen opstår først ved nedrivning, hvor støv kan frigives, hvilket håndteres gennem de beskrevne foranstaltninger.

Der opsættes byggepladsskilt med kontaktoplysninger, og naboer er velkomne til at henvende sig. Der foretages ikke luftmålinger uden for bygningen, da de miljøfarlige stoffer forsegles inden transport.

 

Sikring af naboers ejendomme
De boliger, der ligger tættest på skolen, bliver registreret forud for arbejdet. Der opsættes vibrationsmålere for at sikre, at arbejdet standses, hvis fastsatte grænseværdier overskrides. Kommunen vil i god tid informere om placeringen af vibrationsmålere.

 

Midlertidig skole og indretning
Genhusningsskolen forventes at give bedre rammer end de nuværende forhold. Den er disponeret som en rigtig skole og ses af både personale og elever som et positivt skridt frem mod den nye skole. Den midlertidige skole etableres som en sammenhængende skole med centralt placeret administration og faglokaler. Den endelige indretning kan endnu ikke vises, da der afventes tilbud.

Der etableres faglokaler, dog ikke alle typer. F.eks. vil der blive etableret billedkunst, men ikke madkundskab. Der arbejdes på at etablere midlertidige omklædningsfaciliteter, eventuelt kun i sommerperioden.

Der etableres bibliotek på den midlertidige skole, dog i mindre omfang end på den eksisterende skole.

 

HFO og særlige behov
HFO integreres i den midlertidige skole. De ældste børn vil være tilknyttet Højager.

Der er øget mulighed for, at børn med behov for pauser eller tilbagetrækning kan finde egnede rammer i den nye permanente skole. I den midlertidige skole er der arbejdet med større klasselokaler.

 

Ny skole – funktioner og materialer
Der er stor opbakning til den nye skole. Klasselokalerne udformes aflange for at muliggøre opdeling. Der etableres depotvægge i klasserne og supplerende depoter rundt på skolen.

Der etableres tilstrækkelige toiletforhold i overensstemmelse med gældende krav for både børn og voksne, med toiletter tilknyttet årgangene. Vinduer i klasselokalerne vil kunne åbnes, da det er vigtigt, at indeklimaet kan reguleres. Der er desuden fokus på at undgå genskin på skærme gennem udhæng og eventuelt solfilm. Træfacader udføres med udhæng for beskyttelse. Det er en kendt æstetik, at træ ændrer karakter fra brun til grå over tid. Dette er bygherre opmærksom på.

Der etableres ikke et stort produktionskøkken. Skolen får madkundskab, et mindre udsalgsområde og anretterkøkken til modtagelse af mad udefra. Ved en eventuel fremtidig udvidelse vil der være mulighed for madskole.

Inventar fra den eksisterende skole med PCB på overfladerne tages ikke med videre, da det kan medføre spredning til den nye bygning, selv om niveauerne ikke vurderes sundhedsskadelige i dag.

Der etableres ikke sikringsrum, da der ikke er lovkrav herom.

 

Tidsplan og økonomi
Projektet er fuldt finansieret. Forløbet fra skolens lukning til færdiggørelsen af den nye skole strækker sig over mange år. Det skyldes bl.a. sikkerhedshensyn, afledte krav til placering af genhusning samt tidskrævende processer som lokalplan, udbud og opførelse af et større byggeri.

Der er ikke truffet beslutning om yderligere udvidelse af skolen efter færdiggørelsen, men der sikres mulighed for en fremtidig udvidelse i lokalplanen, og med bygningernes placering og udformning.

Logo